Politiet rejser mere end 3.100 sigtelser mod personer tilknyttet rocker- og bandemiljøet
Af rapporten fremgår det blandt andet, at dansk politi ved udgangen af 2009 overvågede 115 rockerklubber og bander med i alt 1.305 tilknyttede personer. Af de 1.305 personer var 759 personer registret med tilknytning til niveau 1-grupper. Det vil sige medlemmer af Hells Angels og Bandidos samt disse klubbers egentlige supportgrupper. Hertil kommer bandegrupperinger, der i lighed med rockergrupperne har en vis stærkere organisering, og som begår alvorlig organiseret kriminalitet, herunder af (kreds)grænseoverskridende karakter. 558 af disse personer var medlemmer af rockerklubber, mens 201 personer var registreret med tilknytning til bander.
Rapporten viser, at de 759 personer, som er tilknyttet niveau 1-grupper, i 2009 blev sigtet 1.934 gange for relevant kriminalitet, ligesom personkredsen i 2009 modtog 993 fældende afgørelser for relevant kriminalitet.
De øvrige 546 personer var registreret med tilknytning til niveau 2-grupper. Niveau 2-grupperne består af øvrige grupper og bander, der har en vis organiseringsgrad, og som lokalt udøver alvorlig organiseret kriminalitet. Af disse vurderes 293 personer at have tilknytning til rockermiljøet, mens 253 personer var registreret med tilknytning til bander. Rapporten viser endvidere, at de 546 personer som er tilknyttet niveau 2-grupper i 2009 blev sigtet 1.174 gange for relevant kriminalitet, ligesom personkredsen i 2009 modtog 668 fældende afgørelser for relevant kriminalitet.
Politiet har således samlet rejst mere end 3.100 sigtelser for relevant kriminalitet mod medlemmer af eller personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet i 2009. |